
- Formålet med evaluering af undervisningen og den enkelte elev er at sikre det bedst mulige faglige udbytte. Evalueringen skal danne grundlag for justering af undervisnings- og arbejdsformer og skal støtte elevernes faglige udvikling.
- Formålet med formativ evaluering er at sikre, at den enkelte elev får klar viden om egne styrker og svagheder, så der skabes grundlag for vejledning af eleven med hensyn til faglig udvikling og udvikling af arbejdsmetoder. Læreren giver ikke karakterer, men erfaringsbaserede handlingsanvisninger.
- Formålet med summativ evaluering er at eleven får lærerens vurdering af det faglige standpunkt/graden af målopfyldelse på et givet tidspunkt. Til dette formål anvendes normalt den gældende karakterskala. Karakteren kan være en standpunktskarakter eller en bedømmelse af en opgave eller prøve. Standpunktskarakterer kan ledsages af en kommentar i Lectio, der nærmere begrunder karakteren og anviser veje til forbedringer. Der holdes ikke evalueringssamtaler i undervisningstiden i forbindelse med summativ evaluering.
Inden efterårsferien holder teamleder med bistand af teamlederassistenten en formativ samtale med hver enkelt elev med fokus på overgangen fra grundskolen (introduktionssamtaler). Med udgangspunkt i et spørgeskema, som eleven har udfyldt på forhånd, drøftes hver enkelt elevs aktuelle styrker og svagheder med henblik på rådgivning om det fortsatte arbejde. Teamlederen orienterer klassens øvrige lærere om væsentlige punkter fra samtalerne.
Inden for ugerne 43 – 46 afvikles en formativ samtale mellem hver enkelt elev eller grupper af elever og faglæreren i to af fagene dansk, engelsk og matematik (teamlederen beslutter hvilke to fag). Teamlederen fastlægger sammen med de involverede lærere tidspunkterne for samtalerne. I alle fag kan den enkelte elev og faglæreren efter uge 46 aftale en formativ samtale, hvis der er behov for det.
I november – inden det endelige studieretningsvalg – gives der standpunktskarakterer i alle fag (summativ evaluering); Almen Sprogforståelse og Naturvidenskabeligt Grundforløb indgår ikke.
I forbindelse med karaktergivningen holdes et klassemøde med deltagelse af klassens lærere, studievejlederen og den relevante uddannelsesleder, hvor enkeltelever drøftes med henblik på rådgivning om det videre uddannelsesforløb.
I perioden mellem 1. november og 1.februar foretager alle fag (undtagen AP og NV, der indgår i den samlede grundforløbsevaluering) en undervisningsevaluering med benyttelse af et af skolens standardskemaer, eventuelt udvidet af læreren. Teamlederen koordinerer efter aftale med klassens lærere udsendelsen af spørgeskemaer, således at eleverne ikke skal udfylde flere på en gang, og således at der tages hensyn til, hvornår eleven afslutter og påbegynder faget. Hver enkelt faglærer udarbejder et resume af undervisningsevalueringen, som drøftes med klassen. De aftaler, der træffes mellem klasse og lærer, skrives ind i resumeet, og det færdige resume lægges i klassen/holdets fagmappe i Lectio, således at det forbliver tilgængeligt for klassens elever og lærere samt uddannelseslederen.
Ved grundforløbet afslutning gives der en summativ evaluering af AP og NV på grundlag af indsatsen i timerne, et skriftligt produkt og i NV tillige en kort samtale ud fra produktet. Karakteren medtages på eksamensbeviset, men er ikke medtællende i udregning af eksamensgennemsnittet.
Ved grundforløbets afslutning foretager uddannelseslederen for 1.g en evaluering af grundforløbet ved hjælp af et spørgeskema. Uddannelseslederen beslutter, hvilke elementer der skal indgå i undersøgelsen, hvis formål er at få viden, der kan medvirke til at forbedre og udvikle planlægning og gennemførelse af undervisningen i grundforløbet.
I februar/marts: Summativ evaluering (standpunktskarakterer) i fag, der er videreført fra grundforløbet. Drøftelse af hver enkelt elevs faglige niveau på møde mellem teamleder, studievejleder og uddannelsesleder med henblik på rådgivning om det videre uddannelsesforløb.
Ved afslutningen af 1.g gives der en summativ evaluering i alle fag (årskarakter) og i de fag, der indgår i eksamen eller årsprøve. Elevernes resultater drøftes på et klassemøde i juni med henblik på rådgivning om det videre uddannelsesforløb. Mødet ledes af uddannelseslederen for 1.g.
Inden for ugerne 43 – 46 afvikles en formativ samtale mellem hver enkelt elev eller grupper af elever og faglæreren i klassens studieretningsfag + historie. Teamlederen fastlægger sammen med de involverede lærere tidspunkterne for samtalerne. De deltagende lærere formidler information fra samtalerne til klassens øvrige lærere og studievejlederen.
I november/december gives der standpunktskarakterer i alle fag (summativ evaluering). I forbindelse med karaktergivningen holdes et klassemøde med deltagelse af klassens lærere, studievejlederen og den relevante uddannelsesleder, hvor enkeltelever drøftes med henblik på rådgivning om det videre forløb. Studievejlederen følger op med samtaler med elever med særlige problemer (faglige, sociale).
I efteråret skriver eleverne en dansk/historie-opgave. Dansk- og/eller historielæreren giver en helhedsbedømmelse og en skriftlig evaluering, som specielt peger på forbedringsmuligheder både formelt og indholdsmæssigt.
I perioden mellem 1. november og 1.februar foretager alle fag en undervisningsevaluering med benyttelse af et af skolens standardskemaer, eventuelt udvidet af læreren. Teamlederen koordinerer efter aftale med klassens lærere udsendelsen af spørgeskemaer, således at eleverne ikke skal udfylde flere på en gang, og således at der tages hensyn til, hvornår eleven afslutter faget. Hver enkelt faglærer udarbejder et resume af undervisningsevalueringen, som drøftes med klassen. De aftaler, der træffes mellem klasse og lærer, skrives ind i resumeet, og den færdige evalueringstekst lægges i klassen/holdets fagmappe i Lectio.
I januar skriver eleverne en studieretningsopgave (SRO), der bedømmes og forsynes med en skriftlig evaluering, som specielt peger på forbedringsmuligheder både formelt og indholdsmæssigt.
I februar/marts: Summativ evaluering (standpunktskarakterer) i alle fag. Drøftelse af hver enkelt elevs faglige niveau på møde mellem teamleder, studievejleder og uddannelsesleder med henblik på rådgivning om det videre uddannelsesforløb.
Ved afslutningen af 2.g gives der en summativ evaluering i alle fag (årskarakter) og i de fag, der indgår i eksamen eller årsprøve. Elevernes resultater drøftes på et klassemøde i juni med henblik på rådgivning om det videre uddannelsesforløb. Mødet ledes af uddannelseslederen for 2.g.
Inden for ugerne 43 – 46 afvikles en formativ samtale mellem hver enkelt elev eller grupper af elever og faglæreren i klassens fag på A-niveau, bortset fra historie. Teamlederen fastlægger sammen med de involverede lærere tidspunkterne for samtalerne. De deltagende lærere formidler information fra samtalerne til klassens øvrige lærere og studievejlederen.
I november/december gives der standpunktskarakterer i alle fag (summativ evaluering). I forbindelse med karaktergivningen holdes et klassemøde med deltagelse af klassens lærere, studievejlederen og den relevante uddannelsesleder, hvor enkeltelever drøftes med henblik på rådgivning om det videre forløb. Studievejlederen følger op med samtaler med elever med særlige problemer (faglige, sociale).
I perioden mellem 1. november og 1.februar foretager alle fag en undervisningsevaluering med benyttelse af et af skolens standardskemaer, eventuelt udvidet af læreren.
Teamlederen koordinerer efter aftale med klassens lærere udsendelsen af spørgeskemaer, således at eleverne ikke skal udfylde flere på en gang, og således at der tages hensyn til, hvornår eleven afslutter faget. Hver enkelt faglærer udarbejder et resume af undervisningsevalueringen, som drøftes med klassen. De aftaler, der træffes mellem klasse og lærer, skrives ind i resumeet, og den færdige evalueringstekst lægges i klassen/holdets fagmappe i Lectio.
I efterårssemestret udarbejdes et Studieretningsprojekt, der karakterbedømmes af vejleder(e) og en ekstern censor.
I februar/marts: Summativ evaluering (standpunktskarakterer) i alle fag. Drøftelse af hver enkelt elevs faglige niveau på møde mellem teamleder, studievejleder og uddannelsesleder med henblik på rådgivning om det videre uddannelsesforløb.
Ved skoleårets afslutning holder rektor evalueringssamtaler med alle 3.g-klasser for at blive orienteret om deres oplevelse af hele uddannelsesforløbet.
Ved afslutningen af 3.g gives der en summativ evaluering i alle fag (årskarakter) og i de fag, der indgår i eksamen (eksamenskarakter). Alle karakterer indgår i studentereksamensbeviset.