
Optagelsesprøverne afholdes i forlængelse af bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 694 af 25/06/2009 om optagelse i de gymnasiale uddannelser og senere ændringer til forskriften i bekendtgørelse 1245 af 08/11/2010.
Optagelsesprøverne afholdes på den uddannelsesinstitution, som eleven har som 1. prioritet og lederen af denne afgør, om ansøgeren har krav på optagelse i denne gymnasiale uddannelse og andre uddannelser med samme optagelseskrav.
Optagelsesprøverne afvikles tirsdag den 2. og onsdag den 3. april 2013.
Der sondres mellem to typer af optagelsesprøver:
• En obligatorisk optagelsesprøve for elever, der ikke har aflagt folkeskolens afgangsprøver og dermed ikke i udgangspunktet opfylder de formelle optagelseskriterier, dvs. ikke er formelt optagelsesberettiget. Det gælder fx elever fra friskoler og lignende, hvor eleverne ikke aflægger formelle prøver.
På Herning Gymnasium skal elever, som har aflagt folkeskolens 10. klasse afgangsprøve i dansk, matematik og engelsk og fulgt undervisningen i disse fag, har modtaget prøveforberedende undervisning i tysk eller fransk, og er erklæret uddannelsesparate ikke til optagelsesprøve.
• En uddannelsesparathedsvurdering for elever, der er erklæret ikke-uddannelsesparate af deres skole og UU-vejleder, men som ønsker en vurdering af den gymnasiale uddannelse. Uddannelsesparathedsvurderingen er en helhedsvurdering af elevens faglige, personlige og sociale kompetencer.
Optagelsesprøverne for begge typer af ansøgere er mundtlige og aflægges i dansk, engelsk, matematik og 2. fremmedsprog eller fysik/kemi afhængig af elevens ønskede studieretning. Som en integreret del af de faglige samtaler indgår en samtale til vurdering af elevens personlige og sociale kompetencer ved en studievejleder.
De faglige prøver tager udgangspunkt i folkeskolens slutmål for 9.klasse. I dansk, engelsk og 2. fremmedsprog består prøven af 20 minutters forberedelse og 20 minutters samtale om en ukendt tekst. I matematik og fysik/kemi består prøven af 20 minutters samtale om et fagligt emne.
Vurderingskriterierne for elevens personlige og sociale kompetencer er evnen til at indgå i en faglig dialog, evnen til at lytte, modtage og bruge informationer samt selvstændighed og motivation/engagement.
Prøvernes udfald indberettes efterfølgende til UU og meddeles eleven skriftligt af den gymnasiale uddannelsesinstitution.