Vores dygtige administrative medarbejdere står altid klar til at besvare spørgsmål.
Du skal til optagelsesprøve, hvis du er indstillet til det i uddannelsesplanen grundet manglende parathedsvurdering, eller hvis du ikke har haft prøveforberedende undervisning i tysk eller fransk:
Krav om optagelsesprøve gælder også, hvis du ikke har søgt inden fristen 1. marts 2025.
Hvis du går i 10. klasse og IKKE opfylder kravene til optagelse fra 9. klasse SKAL du til optagelsesprøve.
Alle elever, som skal til optagelsesprøve, fordi de ikke opfylder optagelseskravene, skal til optagelsesprøve og samtale i slutningen af april 2025.
Den faglige del af optagelsesprøven vil foregå på Herning Gymnasium kl. 09:00 – 14:00. Optagelsessamtalen vil blive afholdt umiddelbart efter den faglige prøve. Eleverne skal altså reservere hele dagen til optagelsesprøven.
Eleverne skal medbringe egen computer samt Unilogin. Det er en god idé også at medbringe en madpakke, da det ikke er muligt at benytte skolens kantine.
Andre elever, som af forskellige grunde ikke er erklæret uddannelsesparat, eller har søgt efter den 1. marts 2025, skal til optagelsesprøve i starten af juni 2025.
Alle ansøgere vil senest i slutningen af juni 2025 få besked, om de har fået en plads på Herning Gymnasium.
Både optagelsesprøven og optagelsessamtalen foregår normalt på Herning Gymnasium, hvis du har os som din førsteprioritet.
Det er en skriftlig prøve, og den varer fire timer. Prøven består af enkeltfaglige opgaver i fagene dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi. Du kan se eksempler på et opgavesæt på Undervisningsministeriets hjemmeside. I forbindelse med prøven må du bruge alle hjælpemidler (formelsamlinger, ordbøger, bøger osv.), men du må ikke bruge internettet, og du må naturligvis ikke kommunikere med nogen undervejs i prøven.
Prøven bedømmes af to personer udpeget af Undervisningsministeriet, og du får bedømmelsen ”bestået” eller ”ikke bestået”.
Ved optagelsessamtalen deltager typisk en leder og en studievejleder fra gymnasiet, og formålet er at få et indtryk af dine personlige og sociale forudsætninger for at gennemføre en STX-uddannelse. Vi kommer også ind på dine faglige forudsætninger, herunder resultatet af optagelsesprøven.
På baggrund af optagelsessamtalen og optagelsesprøven bliver det vurderet, om du kan optages på STX. Du får typisk resultatet den dag, hvor optagelsessamtalen gennemføres dog senest den 26. juni 2025.
Hvis du har yderligere spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte skolen på post@herning-gym.dk eller på tfl. 97 22 10 66