Darfurnica

Print

DarfurnicaDarfurnica 2010

Nadja Plesner født 1981
Olie på lærred – 350 x 776 cm

Maleriet er enormt. Det har en størrelse på 32 m2, som er nøjagtig det samme som det billede, det er en direkte reference til: Guernica af Pablo Picasso. Picasso fortalte historien om bombningen af den baskiske by Guernica i 1937, hvor flere end tusind mennesker omkom. Den danske kunstner Nadja Plesner fortæller historien om folkedrabene i Darfur og tematiserer det absurde i, at medierne dækker nyt om de kendte langt mere end noget så forfærdeligt som folkedrab.

Der er dog visse markante forskelle på de to malerier. Hvor Guernica var i sort- hvid, er Darfurnica i farver, og hvor Picasso malede i kubistisk stil, med bevidste forrykkelser af ansigtsdele og legemsdele, så har Nadja Plesner malet i en mere realistisk malestil. Derfor rummer Guernica også en stor del abstraktion og har været udsat for mange forskellige fortolkninger og analyser i årenes løb. Darfurnica er derimod meget konkret og lægger ikke op til analyser.

Nadja Plesner var på grund af en ulykke nødt til at være sengeliggende i vinteren 2006-2007. Hun brugte tiden på at læse mange aviser og opdagede til sin forargelse, at selv om der var et folkemord i gang i Darfur, skrev aviserne knap nok om det. I stedet skrev de spalte op og spalte ned om de kendte og deres gøren og laden. Nadja Plesner besluttede at gøre noget ved situationen og lavede i første omgang en tegning med et lille barn fra Darfur med en lille chiwawa og en designertaske. Tegningen blev trykt på t-shirts og solgt med henblik på at støtte ofrene i Darfur. Projektet hed: Simple Living.

Desværre skete der det, at Louis Vuitton lagde sag an mod Plesner, da designertasken var en reference – dog uden logo – til en Louis Vuitton taske. Det blev meget kompliceret på grund af det kommercielle, der ligger i salget af t-shirten, og da advokaten sagde til Plesner, at det ville være nemmere, hvis det var et almindeligt maleri, hun havde lavet, slog hun til. Hun malede det kæmpe maleri, hvor det samme motiv med den lille dreng indgår, men hvor hun byggede flere billeder på. Billedet blev udstillet og fik enorm medieomtale. Så kom Louis Vuittons advokater efter hende igen. Denne gang blev hun i retten idømt dagsbøder på 35.000 kr. for hver dag, hun udstillede maleriet. Hun appellerede og vandt sagen til slut – en afgørende økonomisk sag for Nadja Plesner og en principiel sag for kunsten, fordi det blev fastslået, at man i kunstens navn har større grader af ytringsfrihed..

Hesten i Guernica blev til en hest med en Janjaweed rytter i midten. Det er disse militser, som har slået de fleste mennesker ihjel i Darfur. Tyren blev til Sudans Præsident, Omar al-Bashir, med et fly i hånden – Sudans regering malede FNs logo på dens kampfly og bombede landsbyer. Lampen i toppen af Guernica har i Darfurnica fået logoet fra det kinesiske oliefirma Petrochina for at understege, at Kina har brugt sin vetoret i FN på grund af olieeksporten, som kineserne besidder 80 procent af. Til venstre ses, hvordan politikerne lukker øjne og ører for begivenhederne. Der er desuden flere kendishistorier – Britney Spears, der lader håret falde, Victoria Bechham med designertaske, den engelske Big Brother stjerne Jade Goody, der under stor mediebevågenhed fik konstateret kræft ”live”. Der er også en kvinde, der bliver voldtaget af to mænd, da voldtægt er blevet brugt som et krigsvåben i Darfur.

Det er en kunst gennem kunsten at skabe så stor politisk debat om vigtige emner. Retssagen har desuden været med til at give medieomtale, og det har gjort, at værket er blevet set af mange – især da det var udstillet på kunstmuseet Heart. Herefter købte Herning Gymnasium billedet, og det blev midlertidigt hængt op i festsalen. Da værket skulle udlånes til en international kunstudstilling i Kerteminde i 2012, måtte der tages vinduer ud for, at det kunne komme ud. I forbindelse med den nye tilbygning, der påbegyndes i 2013, har arkitekterne fået besked på at finde en ny vægplads til Darfurnica, så billedet kan komme mere frem til sit ret.