Hvem skal bestemme det?

Print

Hvem skal bestemme det? 1965

Sven Dalsgaard 1914-99
Tempera på masonit – 153 x 153 cm + appendiks 50 x 50 cm

Sven Dalsgaard var en af Danmarks store kunstpersonligheder i nyere tid. Han var selvlært som billedkunster, men nåede at undervise som gæsteprofessor på Kunstakademiet fra 1973-79, hvor han især fik betydning for 80er-generationens såkaldte vilde malere. Han modtog desuden Thorvaldsen Medaillen i 1978 og er rigt repræsenteret på museer og institutioner.

Hans udgangspunkt var surrealismen og dadaismen, og fra 1960’erne og frem også nydadaismen og det monokrome maleri. I Herning-sammenhæng (Kunstmuseet Heart) er begge sidstnævnte retninger mest kendt for henholdsvis Piero Manzoni (1933-1963) og Yves Klein 1928-1962. Men Svend Dalsgaard var en vedvarende fornyer af sin kunst. Trods den konstante eksperimenteren vedblev han at være dybt personlig og kompromisløs i sin kunst. Gennem hele sin omfattende produktion fastholdt han et humoristisk blik for det absurde i tilværelsen. Mange af hans arbejder har form af sproglige spil eller egentlige vittigheder. Med sit værk ønskede han at skabe en platform for diskussion. Hans værker reflekterer kunstnerens eget liv eller diskuterer forskellige samfundsmæssige eller religiøse forhold.

Skolen har tre store værker af Dalsgaard på masonit og desuden fire mindre papirarbejder. De tre store værker giver en klar karakteristik af deres ophavsmand som et nysgerrigt og legende menneske, der prøvede alt af og gav hverdagsgenstande en ny betydning som kunstobjekter. Et monokromt blåt billede (af Dalsgaard kaldet vidunderblå) har en rigtig ske midt i – som er blevet skiftet ud et par gange af elever – et andet har en ringeklokke, og det tredje, som er afbildet her, har et lille ”vedhængsbillede” i en snor – værket bliver også af elever kaldt ”gåtur med hunden”. Dalsgaard laver simpelthen maleriets todimensionelle flade til tredimensionel.

Værkernes titler er også retorisk legende: Der er nok af alting og Svend Dalsgaard, hvem er det? Og det sidste, som vises her: Hvem skal bestemme det?

Hvem skal bestemme det? er som de to andre malet i tempera, som er uden glans – til forskel fra olie og akryl – hvilket giver værket en ”tør” karakter; tør kan her også forstås som saglig, kedelig eller gammel – lyset bliver ikke kastet tilbage af malingen, men suget ind i værket i stedet. Til gengæld kan man ikke kalde

farvevalget for tørt eller kedeligt. Kontrastfarverne grøn og rød danner et mønster i form af en symbolsk labyrint med et stort sort hul i midten. Det lille maleri, der hører til, er på samme vis malet i rød og grøn som en labyrint, men her er der ikke nogen sort midte. De to billeder er sat sammen via en snor og danner dermed tilsammen værket.

Det pirrer beskuerens fantasi og nysgerrighed. Hvad betydning har værket? Man kan ikke undgå at tænke på kunstnerens personlighed. Vi kan kun gætte ud fra den øvrige viden om Dalsgaard, men et svar giver Dalsgaard os ikke. Man kan overveje, om han føler dele af sig selv hensat til at være lidt på afstand af sig selv – eller symboliserer det lille billede en fortid, han ikke kan slippe af med, eller er der nogen, der har bestemt, at en del af ham skulle lægges væk? Det retoriske ”Hvem skal bestemme dette?” får beskueren til at tænke over, hvem der taler til hvem? Det åbner for spørgsmål og bedst af alt, det åbner også for selvrefleksion. Derfor var Dalsgaard en dygtig kunstner og en vigtig del af dansk kunsthistorie. At lave seriøs vedkommende konceptkunst, altid i nye materialer og med nye vinkler gennem et helt liv er en kæmpe bedrift.