Portræt af Rektor Ove Østergaard

Print

Portræt af Rektor Ove ØstergaardPortræt af Rektor Ove Østergaard 1988

Beate Skou (f 1929)
Blyant og kridt på papir i passepartout 52 x 62 cm

Portrættet af Ove Østergaard er langt mere beskedent og anonymt i sit materiale og udtryk end de øvrige rektorportrætter. Materialevalget skyldes måske, at Østergaard kun fungerede som rektor i 2 år, idet han besluttede at vende tilbage til sin stilling som lektor ved Silkeborg Gymnasium.

Papir har altid haft lavere status end lærred i kunsthistorien, ikke mindst fordi et oliemaleri koster mere end en kridttegning på papir. Papiret er ofte der, hvor skitsen bliver lagt til noget mere. Ikke desto mindre er mange papirværker absolut lige så interessante, vi har blot vænnet os til, at maleri står øverst på listen. I Kina og Japan, hvor man har en anden kulturhistorie, er papirværker lige så højt beskattede som værker på lærred.

I dette tilfælde er billedet er skabt af Beate Skov, som er uddannet billedkunstner fra Akademiet, og som i mange år underviste i billedpædagogik på skolen side om side med sin mand Knud Erik Skov. Beate Skou har skabt et portræt, der viser en alvorlig og eftertænksom mand. Skitseret med blyant og derefter tegnet op med sort kridt fremstår billedet som et ærligt vidnesbyrd. Der er ikke ”sminket” ekstra på, ingen farver eller symboler, blot et realistisk portræt med forholdsvis få detaljer, der på fremragende måde viser personen Ove Østergaard.

Portrættet går fra at være skitse til færdigt billede i kraft af den ovale passepartout, Beate Skou har valgt at slutte af med. Det giver en større ramme og status, som lægger værket ind i kategorien portræt.