Uden Titel

Print

Uden TitelUden Titel 1970

Jette Thrige Laursen
Olie på lærred, udskåret – 64 x 145 cm

Dette værk, som er uden titel, fortjener lidt opmærksomhed. Kunstneren, der hedder Jette Thrige Laursen, ved vi ikke mere om end, at hun ved Kunstnernes Påskeudstilling (højst sandsynligt i Århus) i 1970 havde mindst 3 værker med, og at hun dengang boede i Kolding! Værket er skænket skolen af jubilarer, måske i 1970. Det kan konkluderes, at Jette Thrige Laursen højst sandsynligt ikke har fortsat i en kunstnerisk løbebane, i hvert tilfælde ikke professionelt, for så var der nok dukket andre værker op af hende.

Som sagt fortjener værket et par ord med på vejen. Det er, set i lyset af Svend Dalsgaard, også et maleri, der med lidt god vilje kan kaldes tredimensionelt. For det sortmalede lærred er skåret op i et gennemført organisk mønster med over 100 huller. Ni af hullerne er fyldt ud af en fastsat baggrund med sort og rød oliemaling. Både huller og farvefelter er placeret kompositorisk, så de forekommer som lette og helt abstrakte. Beskueren får en oplevelse af selve lærredet og hullerne, frem for en masse tanker og associationer til ”hvad det dog skal forestille”? Værket er meget anderledes end de øvrige værker på skolen og den manglende historie om den kvindelige kunstner, giver værket status af kulturhistorie for skolen. Det kan ses som et symbol på den åbenhed, der var i 1970’erne til at prøve nyt og prøve grænser af.