Uden Titel

Print

Uden TitelUden Titel

Uden Titel 2006

Kaspar Bonnén (født 1986)
Olie på lærred – 2 gange 250 x 800 cm

I gymnasiets nye tilbygning, der blev færdiggjort i 2006, har kunstneren Kasper Bonnén lige inden for hovedindgangen udført to store malerier, der udgør en helhed.

Mange af landets gymnasier er udsmykket med livsfriser om menneskets liv fra barndom over skoleliv, ungdommens seksuelle modenhed og til voksen- og arbejdslivet. Vi finder også disse faser i Bonnens billeder med et nyfødt barn, unge mennesker, ældre mennesker og til sidst en mand, der ligger på en kasse – en kiste. Men der er her også andet på spil i Bonnéns billeder. Rundt omkring i de to billeder, er der en hel række af små rum med ”snapshots” af begivenheder fra hele den globale verden. Disse situationer er skitseret med enkelte streger, og de er underordnet hele billedfladens rytme og bevægelse.

Der er således flere betydningslag i Bonnéns billeder, der viser det senmoderne menneskes mentale og bevidsthedsmæssige flow i mange rum. Det er blevet senmoderniteten virkelighedspræsentation, fordi det mentale flow er blevet intensiveret og udvidet med TV og internettet i computeren og mobiltelefonen. Når man aflæser det første billede fra venstre, er der en stor hvid åben dør ind til et rum. Uden for døren stemmer der sig en kaotisk ustruktureret verden op med farveflager i alle mulige kulører, der fylder hele dørpartiet. Det er som farvematerialet på en malerpalet, som mennesket og livet kan bruge for at skabe form og struktur. Bonnéns billedfrise viser to overordnede temaer for livet. Det venstre billede repræsenter skabelsen og liv og højre billede destruktion og død. Det er ikke blot en fremstilling af hvad tilværelse rummer i sin mangfoldighed. Mennesket kan vælge hvilken form og farve det vil give livet, men der er også noget ubønhørligt i livets gang.

I midten af det venstre billede er det skabende center, som kunne være solen, hvorfra der udgår bølger af formede flader og felter i varme farver. Men det dynamiske center kunne også være symbol på menneskets skaberevner og glæde. Foroven og forneden i billedet vikler organisk liv – grene og livlige lyse ornamenter og mønstre – sig ind i felterne. I disse er tegnet små symboler på liv – et nyfødt barn, unge glade ansigter, men også kultur og civilisationssymboler- bøger og en moderne by med biler m.v.

Det andet billedets tema er destruktion og død. Det har samme struktur som det første billede, men stemningen er dyster. Destruktionens skabende center er en bleg hvid cirkel, der står som modsætning til det første billedes varme farverige og livgivende centrum. Fra det døde livløse centrum spredes der felter, figurer, og grene i mørke farver ud til billedes sider. Grenene er lige og stive og nogle afhuggede. Ind i mellem denne livløse ornamentik er der nicher med symboler på død og destruktion. Yderst til venstre sidder en mand med et anspændt ansigt ved et bord i et rum med en pistol hævet frem for sig, og andre nicher viser: soldater, våben, tanks, et par ældre mennesker siddende i angst, en træstub overskåret ved foden m.v. Billedet afsluttes på dramatisk vis yderst til højre. Formerne bliver til store firkantede blokke i mørke og røde farver, der klodser sig op som et tæt ugennemtrængelig mur, og fortællingens sidste symbol er en mand stiv som et bræt, der falder skråt ned i venstre hjørne. Slut!

Det spændende i Bonnens billedfrise er for så vidt ikke dens fortælling om det gode og det onde – skabelse, liv, destruktion og død. Det er set før, men det særlige er måden, han som malerkunstner fremstiller disse ting på.

Ved brug af farver, former og antydede symboler vises såvel menneskets skabende proces som destruktionsprocessen. Dette giver kunstneren form og stuktur ud fra den mangfoldighed af farveflager, der nærmest vælter ind af døren i det første billede.

Bonnens værker har både noget abstrakt og noget figurativt i sig. Han arbejder faktisk modsat af, hvad mange andre malere gør for tiden; han starter figurativt og bygger det abstrakte ovenpå, i stedet for at male abstrakt og tilføje figurative elementer.

Han tager fat i det nære rum og hverdagsobjekter som udgangspunkt. Det kan være et rum hjemme hos ham selv, et køkken for eksempel, hvor man ser spisestolene og køkkenvask med opvask. Det minder på mange måder om et stilleben. Traditionelt viser det klassiske stilleben en arrangeret opstilling af vaser, skåler, blomster – der viser en ideel version af virkeligheden. Dekonstruktionen af dette ideelt arrangerede rum skete i kunsthistorien allerede for over 100 år siden med blandt andet Picasso. Han var pioneren inden for kubismen, hvor han tog opstillingens elementer og brød de mere naturalistiske former op i forskudte former og størrelser. Da først denne bølge af dekonstruktion gik i gang, kom også kunstnere på banen, der formidlede det hektiske cafeliv og i det hele taget de sociale rum, via forskellige typer af collager, hvor flere virkeligheder ses på én gang. Bonnen maler sig derfor ind i kunsthistorien med sine flere lag af virkeligheder og rum. Især fornemmelsen af ikke at vide, hvad der er forgrund, og hvad der er baggrund kan føles som en gåde for beskueren. Samtidig pirrer dagligdagsobjekterne vores fantasi, også på det kognitivt ubevidste plan via genkendelighedens magi. I disse to værker lægger Bonnen et ekstra lag på for at tale til/med globaliseringen og gymnasieeleverne. Det gør han ved at sætte genkendelige billeder ind, som er taget fra pressefotos i det højre billede – så vi ser kvinder i burkaer, krig med mere. I det venstre billede er det den nyfødte, højhuse – alt sammen et lag, som Bonnen normalt ikke bruger i sine malerier. Til gengæld har han nedtonet det private rum i disse to billeder. Det er disse valg, der gør, at selv om titlen på det samlede værk er ”Uden Titel”, omtaler man det nemt som livsfrisen. Der er derfor tale om en Bonnen, der har forsøgt at nærme sig gymnasiet, og hvad der sker på dette sted, og samtidig er han blevet placeret i en genre for sig, nemlig billedfriseudsmykninger på skoler.

Der er forskel på værker, der er lavet til et bestemt sted, og værker, der blot er landet på stedet. Når Bonnen folder sig ud med sine private rum, er han brandgod. Her har han vist, at han også magter de store udsmykninger, men som det som regel sker, så bliver det hele en smule mere stift. Det mest ”løsnede” i disse værker er de meget abstrakte malerklatter, der kommer ind gennem døren fra venstre, som netop symboliserer kaos, livet, det sociale, alt det, vi ikke kan se og sætte konkrete ord på.

Til gengæld ser man tydeligt i dette værk, at Kasper Bonnen er fantastisk til at sætte farver sammen inden for en farveskala. Det er sjældent det, han bliver rost for, fordi der bliver fokuseret på motivet og måden, motivet kommer til udtryk, men faktisk minder den måde, han sætter farverne op mod hinanden på, som mange vævede arbejder ser ud. Livsfrisen er da også holdt i mørke nuancer med blå, grøn og brunlige nuancer, der er bundet sammen til et hele, som et puslespil af farveflader.

Det er karakteristisk for Bonnen, at han forholder sig til livet, kunsten og sig selv og sin evne til at se den polyfoni af stemmer, verden gemmer på. Kasper Bonnen laver også skulpturelle ting og skriver en del i den essayistiske genre. Han er repræsenteret mange steder og har både haft en stor retrospektiv udstilling på Aros og på Brandts.