Nyheder

Print

ArtHappens 2019

Så er Art Happens 2019 overstået, men hvordan gik det egentligt? Få et indblik i aftenens kunstneriske festligheder igennem nogle af de lærere som stod for kunstnerierne.

Skrevet af hhv.

Karin Meyer Refsgaard (billedkunst)

Thomas Lenler-Eriksen (mediefag)

Steffen Nørgaard (drama)

Tomas Bjerregaard Christensen (musik)

Art Happens 2019 – Billedkunst

Af: Karin Meyer Refsgaard

Tirsdag aften viste elever fra billedkunstholdene 1.T og 3gbk to forskellige aktiviteter frem for gæsterne, som besøgte gymnasiet for at få et indblik i, hvad de kunstneriske fag arbejder med. I billedkunst-værkstedet arbejdede 1.G’erne med deres portfolio-mapper, som de gennem hele skoleåret arbejder med, både i det praktisk og teoretisk arbejde i faget. Mappen skal gerne til slut reflekterer det faglige indhold fra timerne.

I aulaen arbejdede andre elever med en designøvelse: “Den store papkage-leg”. Ud fra tilfældighedsprincipper og med fokus på processen legede eleverne og forbipasserende, som havde lyst til at deltage, med at skabe et tredimensionelt rum. En terning bestemte hvilket felt, man skulle arbejde med, hvilket materiale man skulle bruge, og hvor længe man skulle arbejde på opgaven. Da skum, pap og lister var placeret tilfældigt, legede de med skalaskift og placerede fyrfadslys og små skalamennesker i målestok 1:25 rundt omkring på kagen. Pludselig ændrede rummet sig fra en overdimensioneret kage til arkitektonisk oplevelsesrum, hvor figurerne kunne nyde et ophold i lygtens skær.

Nedenfor kan du se resultatet af kagen, og andre gode billeder fra en fantastisk aften i kunstens tegn.

Art Happens 2019 – Mediefag

Af: Thomas Lenler-Eriksen

Mediefagseleverne fra 1.P viste et af deres eksamensprojekter fra i sommers. Filmens titel er “Skyld”, og de har selv fundet på ideen til den psykologiske gyser, og selv udført alt arbejdet med at lave filmen. Lige fra manuskript & storyboard til optagelser og redigering.

Elever fra hold 1gme7 viste en Copycatproduktion af kortfilmen “Candy Crime”. Hvilket vil sige, at de har analyseret kortfilmen og forsøgt at genskabe den, så korrekt som muligt.

Nedenfor kan du se et skud fra filmen “Skyld” og “Candy Crime”

Art Happens 2019 – Drama

Af: Steffen Nørgaard

Til Art Happens havde dramatik spredt sig ud i alle skolens kroge. På skolens toiletter fremviste nogle elever fra 3.G deres selvskrevne stykke som handlede om  menstruationsforskrækkelse. Der blev skudt med tamponer og anvendt gavmilde mængder af menstruationsteaterblod. Publikum fik sig en intens, tankevækkende og sjov oplevelse.

I skolens kælder, som for første og bestemt ikke sidste gang blev inddraget til Art Happens, bød andre 3.G elever på personlige performances, hvor de i intime rammer iscenesatte stærke personlige fortællinger, som krøb under huden på publikum.

Der var også teater i mere traditionelle rammer i dramatiklokalet, hvor 1. og 2.G elever fremviste naturalistiske skuespilsteknikker og et uddrag af stykket  K+M+L+R, der tidligere har været brugt som afgangsprojekt for elever på Skuespilskolen i Aarhus.

Sidst men ikke mindst fyldte andre elever fra 2.G gangene med absurd, lattervækkende komik skrevet af Line Knutzon, som er Danmarks mest berømte nulevende komediedramatiker.

Nedenfor kan du se et par billeder fra skolens forskellige forestillinger fra aftenen

Art Happens 2019 – Musik

Af: Tomas Bjerregaard Christensen

“Efter sådan en dejlig aften behøver man virkelig ikke være bekymret for ungdommen” fortalte en venlig forælder, da vi hilste på hinanden et par dage efter Art happens.

Det blev en skøn aften med masser af musik – både i aulaen og i en tætpakket festsal. Måske var niveauet i år, lige et trin højere end vi er vant til, og det blev tydeligt fra starten af aftenens musikalske rundtur – med 20 indslag – som startede med ”Uptown Funk” i Aulaen.

De nye musik A elever viste med al tydelighed og energi, at de er klar til at gå på scenen, og fra 1.M fik vi fem fine selvkomponerede sange med titler som ”Søvnløshed” eller ”Melankolsk syrebad”.

Aftenens sidste sekvens i aulaen startede med et veloplagt flashback til 80’ernes ”Physical” og til sidst var der ”Unz Unz”.

Sådan en aften er det ret fint at høre, hvordan alle hold er i stand til at nyfortolke og rearrangere sange, som vi måske allerede kender, men også at høre deres egne kompositioner.

Det tegner godt😊

Nedenfor kan du se et skud et par billeder fra skolens forskellige koncerter fra aftenen