Nyheder

Print

Besøg fra A.P. Møller Skolen i Slesvig

På mandag den 7. maj får supersproglige 1a besøg af 23 elever og to lærere fra A.P. Møller Skolen i Slesvig. De dansk-tyske elever skal bo privat indkvarteret hos de danske elever, mens de to lærere, Pernille og Benjamin, overnatter i pedelboligen. Med besøget tager eleverne i 1a hul på de internationale forpligtelser og oplevelser, der er et væsentlig komponent på den supersproglige studieretning.

For ud over, at eleverne skal prøve kræfter med værtsrollen og danne sig et indtryk af, hvad det indebærer at være en god vært for et ungt menneske fra udlandet, som de hidtil kun har kommunikeret med gennem de sociale medier, så er formålet med partnerskabet også, at eleverne møder verden uden for Herning og nærmeste omegn, her personificeret ved unge dansk-tyskere fra det danske mindretal i Slesvig. Hovedformålet med udvekslingen er at gøre eleverne i stand til at få øje på forskelle og ligheder mellem Danmark, Slesvig og Tyskland og udvikle en global opmærksomhed.

Under opholdet skal slesvigerne opleve Herning på cykel på en rute lagt af eleverne i 1a, de skal en tur til kongernes Jelling og lære om Danmark i Vikingetiden, og så skal de samarbejde med de danske elever om dansk-tysk identitet i samfundsfagligt regi. Krydret bliver besøget også af sociale og faglige aktiviteter på dansk og tysk og af fællesspisning med efterfølgende filmaften på gymnasiet.

Fra dansk side vil Jeppe Arnesen Nørgaard, Søren Søltoft Pedersen, Jacob Nørgaard og Kenneth Søndberg Hansen være involveret i besøget.
Eleverne fra Slesvig rejser tilbage til Tyskland igen kort før middag på onsdag. Når 1a er blevet til 2a, tager klassen i slutningen af november på genbesøg i Slesvig. I 2.g udvides den globale horisont med en tur til Alicante i Spanien, mens turen går til Ohio og Washington, D.C. i efteråret 3.g.

Tekst: Kenneth Søndberg Hansen

chevron-right chevron-left