Nyheder

Print

Bevidst naiv – men aldrig tossegod

Månedens portræt: Jonas Torp

3.u, årgang 1990

Min tid på Herning Gymnasium har lagret sig i hukommelsen som tre sjove år. Bevares, vi lærte sikkert meget til gavn for de kommende uddannelser og job – men gymnasiet er rammen om de helt unge år, hvor en masse nye ting skal afprøves. Kærester, nye venskaber, alkohol, fester o.s.v. Enkelte lærere står stærkt i minderne – de fleste som mentorer, der så det som et kald at guide os elever frem mod de muligheder, der følger med studenterhuen.

Den journalistiske vej
Efter gymnasiet blev jeg uddannet som journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Dernæst arbejdede jeg som journalist på Nordjyske, Ritzau, Økonomisk Ugebrev og Dagbladet Børsen. Siden fik jeg stillingen som koncernpressechef i Danske Bank og blev senere samme sted underdirektør med ansvar for kommunikation, marketing, kundetilfredshed og Danske Forvaltning. Siden har jeg arbejdet i Bruxelles som Særlig Rådgiver for NATO’s generalsekretær Anders Fogh Rasmussen med ansvar for strategisk kommunikation og chefredaktør for NATO.

Jeg har privat og arbejdsmæssigt rejst i det meste af verden. Privat er længere rejser i Cambodia, Thailand, New Zealand, Australien, Indien, Venezuela blandt favoritterne, mens mine rejser til Afghanistan, USA, Rusland m.v. er blandt favoritterne arbejdsmæssigt.

Realitytjek på skrammer og sejre
Livet givet skrammer og skuffelser – men heldigvis også gevinster og glæder, sejre og succeser. Det gælder såvel i arbejdslivet som i privatlivet. En vigtig lære for mig er, at såvel skuffelser som sejre skal vejes nøje, før de lagres i sindet. Et realitytjek på disse sætter tingene i perspektiv. Sejre skal man glæde sig over, dele med dem, der fortjener det, og nyde dem sammen med dem, man holder af. Skuffelser skal vejes op imod det, der virkelig betyder noget i det helt nære – og så skal skuffelser deles med dem, der kan tage fra, hjælpe med at komme videre eller blot lytte. Nogle mennesker lagrer primært det mørke og glemmer hurtigt det lyse. Det giver et trist liv – i mit liv har jeg valgt at være ”bevidst naiv”, men aldrig tossegod. En optimist, der tror på det gode i andre. Det giver skuffelser, fordi nogle udnytter det – men det giver et lyst sind.

I dag arbejder Jonas Torp som kommunikationschef for Nordea i Luxembourg.