Nyheder

Print

Dagbog fra danmarksmestrene

Hvad er det bedste, der er sket for dig i den sidste uge? Mange har jo været til kongebal, og andre har måske lige fået det 10-tal i engelsk, som var det sidste, man manglede, før man kunne opnå drømmestudiet. Hvad skete der for os? VI BLEV DANMARKSMESTRE I SCIENCE! Weeyy!

Efter en lang togtur valgte vi at gå de knap 2 km ned til videnscenteret, hvor konkurrencen fandt sted. At gå langs den frosne sø og se hvordan husene voksede, gjorde os mentalt klar til, at nu skulle vi ind og fyre den af. Efter mødet med de andre søde deltagere gik vi med tro på egne evner ind mod de første tre timers konkurrence – altså i biologi, fysik og kemi.

Undervejs blev vi voldsomt udfordret af biologidelen – det var så langt ude, at vi på et tidspunkt troede, at en reje hed despacito på latin 😏.
Om aftenen snakkede vi med de andre deltagere, som heldigvis også havde problemer med biologidelen. Dog var det nu ikke det, der påvirkede os:

  1. Det viste sig, at vi efter kvalifikationsrunden havde ført suverænt over samtlige af de andre finalister.
  2. Det andet var, at vi under konkurrencens stress havde fået smidt halvdelen af en opgave væk – bogstaveligt talt smidt omkring 10 ud af 40 point væk.

Næste dag blev vi alle tre enige om, at vi skulle give den gas og yde det ypperste, hvis vi skulle rette op på den manglende biologiopgave. Denne gang var der ikke et kegleshow inde i laboratoriet, men en dans på roser. Magnus mestrede fjedrene, Stine styrede titreringen, og Stenilda sejrede over centrifugen. Vi blev færdige 30 minutter før tid og havde godt med overskud, mens vores laboratoriekammerater fra H.C. Ørsted kæmpede til sidste minut.

Så kom ventetiden, der blev trukket i langdrag. Vi kunne knap nå toget, så da præmieoverrækelsen gik i gang, stod vi allerede klar med et ben ude af døren. I rangerende rækkefølge blev placeringerne nævnt fra bunden. Da 3. pladsen var uddelt, vendte vi os om mod hinanden og kiggede spændt med et halvsmil, for nu vidste vi godt, at 1. pladsen stod mellem os og H.C. Ørsted. Tankerne fløj rundt i hovederne på os. Havde de mon vundet over os efter vores overskud? Men nope, med kun 1,67 point til forskel gik 2. pladsen til københavnerne, og vi tog sejren!

5 minutter senere stod vi på togstationen sammen med vores nye venner fra Kolding i kulden, og det begyndte at sne, hvilket var et godt tegn og god timing. Koldingvennerne sagde, at de aldrig havde set nogen så glade. Det har vi nok heller ikke været før…

Tekst: Magnus Christian Ring Merrild, Stine Pedersen, Stenilda Suvakkeen

chevron-right chevron-left