Nyheder

Print

En hilsen fra Ohio i USA

De supersproglige elever i 3a er på besøg hos deres amerikanske venner på Orange High School i Pepper Pike, en forstad til storbyen Cleveland i Ohio i det nordøstlige USA. På billederne nedenfor kan du se eleverne ankomme i en gul amerikansk skolebus til Amish-territory på en varm solskinsdag, du kan se dem indtage en såkaldt traditional Amish wedding dinner i et typisk amish-hjem uden moderne fornødenheder som elektricitet og biler, du kan se dem ved The End of the Commons General Store, den ældste provianteringsforretning i Ohio, ligesom du kan se alle de supersproglige elever på the Cleveland sign med byens skyline i baggrunden.

I Amishland stiger solen op
Eleverne har det godt, oplever en masse og får udvidet deres kulturelle horisonter. I den forløbne uge har de præsenteret en bred vifte af danske forhold for amerikanske elever på Orange High School, overværet amerikansk skolekultur samme sted, været på besøg på det store orientalske madmarked The West Side Market, udforsket det imponerende kunstmuseum The Cleveland Museum of Art, været på byrundtur i downtown-Cleveland med en afstikker til det verdensberømte Rock and Roll Hall of Fame, sunget Ingemanns ”I østen stiger solen op” for måbende amish-elever på en lillebitte amish-skole og altså spist frokost hos amish-folket.

Fredag den 12. oktober går turen videre med bus til Washington, D.C. over Gettysburg i Pennsylvania, og til foråret kommer de amerikanske elever til Herning.

Tekst: Kenneth Søndberg Hansen

chevron-right chevron-left