Nyheder

Print

Fra RØD FRONT over PUNK til TV2dok

Lars Høj

3y, årgang 1981

Det hele startede med, at vi opdagede, at rektor var medlem af frimurerlogen i Herning. Det måtte ud i lyset, at han sad og konspirerede med byens magtelite. Han var magtens forlængede arm. Hans mission var at indoktrinere de unge skrøbelige unge sjæle på elitens skole. Vi skulle opdrages til at blive lydige tjenere for kapitalisme. Men det skulle være løgn. Vi valgte den årlige revy til at udstille rektors plan. Han forsøgte at censurere os, men vi lod os ikke knægte.

Længsel mod død og ulykke
For rektor vidste ikke, hvad der i virkelighed foregik på hans pæne gymnasium. Han var oppe imod stærke antiautoritære kræfter i hans egen lærerstab. Fra første dag i 1.g blev vi bombarderet med de rigtige tanker fra Marx og Mao. Vi blev draget ind i Stanislav Grofs grænseoverskridende erfaringer fra LSD-trip. Vi blev fascineret af Tom Kristensen og Michael Strunges kaos og længsel mod død og ulykke. Vi lærte at gå vores egne veje. Til festerne på det fine gymnasium blev vi fulde i billige øl, røg os skæve på trapperne og dansede til samfundsomstyrtende bands som Kliche, Lost Kids, Gnags, CV og Sofamania med næven knyttet.

Flugten fra Herning
Så måske havde den stakkels rektor en svær tid dernede i frimurerlogen. For hvad foregik der egentlig dernede på det pæne gymnasium? Og megen glæde fik de lokale kapitalister nu heller ikke af os. Vi flygtede alle langt væk fra Herning efter de tre fedeste år i vores liv. Sidst jeg var sammen med 3y fra 1981 til vores 25-års jubilæum var der ingen – nul komma nul dut – der boede i Herning. Alle lignede sig selv efter 25 år ude i den rigtige virkelighed.

Punk
Jeg var nu en af dem, der holdt længst ud i Herning. Troede, at jeg skulle være gartner eller keramiker. Rejste til Kina og opdagede, at Mao ikke var så fed endda. Kom hjem til Herning og var med til at starte en lokal udgave af et ungdomshus. Vi fik fat i nogle gamle trommer, en guitar, en forsanger, og jeg lærte at spille bas på to uger, og vi kaldte os ”Slagterne”, fordi guitaristen havde et sommerjob på slagteriet. Og vi fik en gig på den årlige Nikodemus-festival, hvor vi fik lov til at spille sidst, så de kunne få folk til at gå. Men folk blev, og vi blev ved med at spille det samme tre akkorder og skråle ”slagt systemet før det slagter dig”, mens vi kastede kogte røde pølser ud til publikum, og de kastede tilbage.

Vi skulle til Århus, hvor de rigtige punkere var. De gav ikke meget for vores provinspunk, så vi rejste Europa rundt i en gammel Mercedes–varevogn. Spillede i besatte huse i Oslo og Amsterdam. På gaden i Paris og Pamplona. Og i San Sebastian stod vi pludselig og spillede midt i kugleregnen i baskernes oprør mod Madrid. Vi vidste aldrig, hvor vi skulle sove, og vågnede de mest besynderlige steder med monster tømmermænd.

Tilbage på kedsomhedens bænk
Men vi fik lært at spille, lavede nogle fede numre, fik et navn – også i København – men vi kom i hænderne på en smart pop-producer, der ødelagde det hele for os. Så der var ingen anden vej end ind på Uni, statskundskab i Århus. Det var frygtelig kedeligt at være tilbage på bænken, og jeg holdt hurtigt op med at stå op om morgen. Det blev til lidt for mange joints og fester i kollektivet. Skiftede til Journalisthøjskolen, men det var ligeså dødssygt. Jeg drømte om Politiken, men måtte i praktik på Ikast Avis. Op hver morgen kl. fem for at tage toget fra Århus tilbage til barndomslandet. Røg i konflikt med chefen, fordi jeg skrev grimt om annoncøren fra det lokale hotel.

Er du mors lille dreng?
Så fik jeg en datter og tog mig sammen. Fik et rigtigt job med månedsløn og pension på TV/Midt-Vest. Og jeg blev grebet af arbejdet og legen med historier og billeder. På TV2/Østjylland fik jeg hul igennem til det store TV2 med dokumentarprogrammer. Endelig tilbage til fornemmelsen fra revyen på gymnasiet, hvor jeg kunne fremstille de store uretfærdigheder i samfundet. Det handlede om svigtede børn, forpinte sindssyge og dødende narkomaner. Jeg fik et gennembrud med historien om nyfødte Jørn og programmet, der stillede spørgsmålet: ”Er du mors lille dreng?” .

Jeg har fået den gave, at jeg i mit job som dokumentarist har lov til at være tæt på mennesker i deres sværeste kriser og lykkeligste stunder. For tiden rejser jeg verden rundt og leder efter bortførte børn, og livet giver mening, når jeg kan få en pige, som alle havde opgivet, hjem fra Libanon efter 6 år.