Nyheder

Print

Fra Volbeat til lektor i Creative Business

Månedens portræt: Thomas Bredahl

3z, årgang 2000

Jeg husker gymnasietiden som en fed og meget social tid, hvor vi alle sammen prøvede en masse grænser af og udviklede os meget som mennesker. Mine bedste venner i dag er folk, jeg mødte og var sammen med på det tidspunkt.

Livet på landevejen
Efter gymnasiet tog jeg en uddannelse som cand. soc. i erhvervsøkonomi og psykologi, Aarhus Universitet (speciale: entrepreneurship i oplevelseøkonomien). I mit virke som musiker har jeg rejst Europa og USA tyndt. Det er samlet blevet til 750 koncerter og dobbelt så mange rejsedage igennem de sidste 10 år, hvor jeg har boet på landevejen i diverse varebiler, moteller, hoteller, gulve, lufthavne og tourbusser. Fast har jeg boet i Aarhus og København, inden jeg for et par år siden vendte tilbage til Herning.

Fra Gob Squad til Volbeat
Min karriere startede i Hernings musikmiljø i slutningen af 90’erne. Jeg var frontmand og primusmotor i bandet Gob Squad, og med udgangspunkt i punkens DIY kastede jeg mig ud i alt det praktiske arbejde omkring bandet. Jeg blev pænt hooked på hele forretningsdelen af branchen og begyndte at læse erhvervsøkonomi & psykologi på universitetet i Århus. Samtidig knoklede jeg videre med bandet og senere også mit eget bookingbureau. Efter 3 demoer, 3 plader, 250 koncerter og 10 år med Gob Squad kom jeg med i Volbeat, hvor jeg var guitarist i 5 år. Efter yderligere 500 koncerter over hele Europa, USA og Canada, 2 albums og 2 dvd’er sluttede det eventyr.

Entreprenørskab
Sideløbende med min karriere som musiker underviste jeg på universitetet under mine studier og blev efterfølgende tilknyttet som ekstern lektor i innovation. I dag driver jeg et booking og management firma (Heartbeat Music) sammen med en gammel bekendt fra musikmiljøet i Herning. Samtidig underviser jeg i ”Creative Business” på Teko i Herning og Aarhus samt i entreprenørskab på Det jyske musikkonservatorium.

Lær at elske vejen
Det er min erfaring, at det kan være pænt svært at planlægge sin karriere. Der er mange om buddet, og der skal virkelig knokles, hvis man skal drive det til noget. Samtidig fokuserer mange meget på målet og ikke vejen derhen. Finten er bare, at man aldrig kommer i mål, fordi det hele tiden ændres, og derfor kan man lige så godt vænne sig til at elske vejen. Jeg har aldrig troet på, at der kommer en grøn mand og banker på ens dør og får ens drømme til at gå i opfyldelse. Man skal selv være aktiv, og man kan gøre meget for at sætte sig selv i situationer, hvor heldet tilsmiler en.