Nyheder

Print

Gummistøvler og pudret næse

Månedens portræt: Eva Harlou

3t, årgang 1996

Min tid på Herning Gymnasium husker jeg som vigtig. Jeg sugede lærdom til mig og nød at blive udfordret i et væld af fag. Jeg tog i løbet af de tre gymnasieår faglige kvantespring og fordybede mig begærligt i alt fra biologi til dansk, fransk, kemi, historie, billedkunst, fysik og oldtidskundskab. Stærke lærere lod deres viden og faglige glæde flyde ud til mig. Særligt matematiktimerne husker jeg som fantastiske, ikke mindst på grund af min matematiklærer, som var fagligt begejstret og ambitiøs på sine elevers og egne vegne.

Arkitektonisk karrierevalg
Efter afsluttet studentereksamen valgte jeg at uddanne mig til arkitekt, og efter fem fantastiske studieår tog jeg afgang fra Arkitektskolen i Aarhus i 2003. Dagen efter min afgang blev jeg tilbudt arbejde ved tegnestuen 3XN. Her arbejdede jeg som konkurrencearkitekt og var til sidst ansvarlig for tegnestuens konkurrenceafdeling i København.

Livet som selvstændig og tv-vært
Da det passer til min natur at være selvstændig, og jeg ikke er bange for at tage ansvar, startede jeg i 2006 egen arkitektvirksomhed, ligeledes i København. Karrieren som selvstændig bygningsarkitekt kickstartede jeg ved at vinde Wallpapers ”Best Breakthrough Designer”-pris.
De seneste år har jeg ud over klassisk arkitektarbejde gjort karriere som tv-vært, blandt andet i tv-programmerne ”Arkitektens Hjem”, ”Danmarks Skønneste Hjem”, ”Nordens Enestående Huse” og “XFactor” . Det er svært, men utroligt spændende at formidle arkitektur til et publikum uden særlige forudsætninger. Jeg tager opgaven meget seriøst. Kærligheden til et fag kommer nemlig sjældent af sig selv, men den kan listes frem af en god formidler. Betydningen af en god formidler oplevede jeg i gymnasiet, og det bruger jeg i mit eget arbejde med arkitekturformidling den dag i dag.

Supplerende kan jeg nævne, at jeg har undervist arkitektstuderende på Kunstakademiets Arkitektskole i København, og at jeg blev tildelt en bestyrelsespost i Fonden Aarhus 2017, som skulle bringe Aarhus og region Midtjylland (herunder Herning) sikkert i havn med den flotte opgave at være Europæisk Kulturhovedstad i 2017.

Logisk matematik og flyvsk filosofi
Jeg ser nu, at mine år på Herning Gymnasium var den tid i mit liv, hvor jeg for første gang forstod livets mange muligheder. Jeg var en åben kanal, som begærligt sugede alting til sig, fangede alt, men også en kanal, som endnu ikke havde udviklet evnen til at sortere skidt fra kanel.

Den store faglige spændvidde besidder jeg stadigvæk, og arkitektfaget giver mig mulighed for at dyrke alt fra logisk matematik til flyvsk filosofi. Jeg står som arkitekt både med gummistøvler på en byggeplads og med pudret næse foran et kamera. Dog har jeg med årene lært at være mere selektiv og hård i filten.