Nyheder

Print

¡Hasta luego! Alicante

Så går turen til Alicante, som ifølge WHO har et af de sundeste klimaer i verden!

Vi går og glæder os i disse dage. På lørdag den 10. marts går studieturen nemlig syd på til det solbeskinnede Alicante, hvor foråret har bidt sig fast, og temperaturen i de varme timer midt på dagen ofte sniger sig op over de 20 grader. Vi glæder os til det spanske forår, men vi glæder os til så meget mere, som uge 11 i det sydspanske har at byde på.

Som supersproglige spanskstuderende på Herning Gymnasium får vi nemlig en enestående chance for at blive en del af en spansk familie, når vi skal indkvarteres privat og for alvor opleve la buena vida familiar. Vi er også så heldige at skulle på sprogskole og det i et vaskeægte studiemiljø på Centro Superior de Idiomas på universitetet i Alicante. Og så skal vi ud og have en på opleveren med en dagsudflugt til den smukkeste, hvidkalkede landsby, Altea, som ligger og skuer majestætisk ud over Costa Blanca kysten lidt nord for mange spanieres ferieparadis, Benidorm.

Opholdet i Alicante byder også på museumsbesøg, bjerg- og byvandringer. Vi får også fornøjelsen af at besøge en international og supersproglig arbejdsplads i form af EUIPO – et EU-agentur beliggende i udkanten af Alicante, og vi skal sågar besøge spanske gymnasieelever på Colegio Salesiano Don Bosco. Faktisk er programmet spækket med oplevelser fra morgen til sen eftermiddag, og når vi kommer hjem, er vi bare blevet så meget bedre til spansk!

¡Hasta luego!
Abrazos,
2.a.

Her kan du se billeder fra sidste år

chevron-right chevron-left