Nyheder

Print

Kunstnerisk Tour de Herning i strid vestenvind

Dagens udfordring var den sidste, vi udsatte vores kære, spanske gæster for. Og det var en udfordring, der var til at føle på vores venner fra de mere sydlige himmelstrøg, for at køre på cykel er slet ikke så nemt, når man ikke er vant til det. Og når man så samtidigt skal bekæmpe en bidende kold vind fra vest, kan det godt føles som en kategori-3-stigning i et af de tv-transmitterede cykelløb.

Men vores spanske venner klarede det i stiv arm. De cyklede frejdigt afsted og blev undervejs klogere på Herning bys historie, hedens kunstneriske udfoldelser og fik heldigvis varmen, da de blev vist rundt på HEART af vores altid kyndige guide, Bo Esbjørn Larsen.

Atter hjemme i varmen ventede et overdådigt midtjysk kaffebord med de skønneste, hjemmebagte kager, frugt, slik, chips og flødeboller. Med sukkerdepoterne fyldt til randen fik danskere og spaniere sagt et varmt farvel til hinanden efter en uge fyldt med kulturel udveksling, hyggeligt samvær og sjove oplevelser. Og nu trænger alle vist til at hvile ud, og til efteråret er vi så klar til genbesøg i Figueres!

Tekst: Line Dalsgaard Vilsen

chevron-right chevron-left