Nyheder

Print

Lille, lykkelige, lukkede Danmark

Nanna Louise Knudsen har skrevet et essay om sin og 3a’s tur til Cleveland og Washington, D.C. fra den 5. til den 17. oktober. 

Jeg synes selv, at jeg er et åbent og positivt menneske. I hvert fald det meste af tiden. Jeg kan godt lide at møde nye mennesker, og jeg finder det interessant at lære, hvordan andre ser på verden. Netop af disse årsager var jeg for nylig på udveksling i USA med mine medstuderende fra gymnasiet. I mit møde med amerikanerne blev jeg imidlertid chokeret over den store forskel på vores åbenhjertighed. Kan det virkelig passe, at min selvopfattelse er så meget ved siden af?

Danmark har i en længere periode været ejeren af den prestigefyldte titel som ”Verdens lykkeligste land”. En stor del af æren skal tildeles vores velfærdsmodel, som gør Danmark til et sted, hvor kun meget få mennesker lever i ulykke som resultat af lav økonomisk eller social status. Modsat større lande som USA, hvor individer kan blive glemt og overset ganske enkelt grundet det enorme indbyggertal, tages der i Danmark hånd om alle.

På min første rejse til USA besøgte jeg blandt andet Washington DC, hjertet af hele verdens supermagt. Byen har en varme, som udgår fra dens mange monumenter og mindesmærker. Samtidig har den desværre også en kold bagside, hvor tusindvis af desperate hjemløse forsøger at finde ro på de travle gader. Denne dobbeltoplevelse af byen var dog ikke chokerende, idet mine indtryk i høj grad stemte overens med den beskrivelse, som jeg allerede kendte fra medierne.

Tværtimod var det i en lille (amerikansk lille) forstad til Cleveland i nordstaten Ohio, at jeg for alvor blev overrasket over USA. Jeg boede hos en amerikansk værtsfamilie i en uge, og jeg har aldrig i mit liv haft så mange samtaler med så mange fremmede mennesker. Da jeg mandag morgen træder ind i et klasselokale for at overvære en psykologi-time på Orange High School i Pepper Pike, bliver jeg mødt af kommentaren: ”Oh my god, I love your skirt!”. I et kort øjeblik siger jeg ikke noget, men så går det op for mig, at en amerikansk pige taler til mig. Hun har aldrig mødt mig før, jeg har ikke nået at introducere mig selv for klassen, ja faktisk har jeg på daværende tidspunkt ikke engang nået at sætte mig ned på en stol. Alligevel var det som om, der fandtes en naturlighed i pigens måde at komplimentere en fremmed på.

En kommentar som hendes virker måske overfladisk og lettere ligegyldig, men den kultur og manér, som ligger bag den, er absolut dyb og på ingen måde ligegyldig. Det gik op for mig, at en situation som den, jeg oplevede der, sandsynligvis aldrig ville finde sted på Herning Gymnasium, hvor jeg kommer fra. Hendes kommentar fik blandt mange andre samtaler mig til indse, hvor enormt indelukkede danskere egentlig fremstår sammenlignet med amerikanere. Nu er jeg selv ung, og jeg vil påstå, at danske piger selvfølgelig også komplimenterer hinandens tøj og udseende, men kun hvis de kender hinanden. Jeg er overbevist om, at mange danskere for alt i verden vil undgå at spørge en fremmed, hvor hun har købt sin flotte nederdel. PUHA, tænk sådan at skulle interagere med et andet levende væsen! Så hellere bruge flere timer på at rode internettet igennem for sikkert blot at blive ærgerlig over, at man nok aldrig finder frem til den nederdel.

Af en eller anden grund er det bare ikke sådan, vi gør det herhjemme. Og hvorfor egentlig ikke? Er det ikke decideret ynkeligt, at vi er så bange for kontakt med andre mennesker? Er det virkelig muligt, at verdens lykkeligste land består af introverte sjæle? USA er et stort land med mange hjemløse, som nogle danskere nok ville kalde uden velfærd og dermed også uden lykke. Imponerende er det da så, at amerikanerne lader til at dele ud af et større overskud, end det vi danskere besidder. Logisk set ville det vel give mest mening, at dem som har det bedst, også er dem som har mest overskud. Måske hænger overskud og velfærd bare ikke så tæt sammen alligevel. Måske er danskerne bare ikke så åbne. Måske skal æren for vores lykke i stedet tildeles vores store drukkultur eller vores enorme indtag af lykkepiller. Jeg undrer mig i hvert fald efter min tur til USA over sammenhængen mellem danskernes udstråling og titlen som verdens lykkeligste.

Amerikanernes umiddelbare indtryk af unge danskere er, at vi går meget i sort, gråt og hvidt tøj. Vores hjem er indrettet efter den skandinaviske minimalisme, hvilket gør, at størstedelen af vores huse ligner hinanden. Vi kan altså på måder fremstå en smule upersonlige og kedelige. Når vi holder fødselsdag, fejrer vi vores nærmeste ved at bringe dem en kage, der skal forestille dem selv, og så skærer vi halsen over på den, mens vi skriger. Det lyder ekstremt grotesk, når man sådan folder det ud, og tro mig, denne forklaring blev skam også efterfulgt af mange skræmte blikke i USA. I don’t blame them!

Jeg synes ikke ligefrem, at lykken stråler ud af os. Det er muligt, at denne adfærd kan spores tilbage i vores historie, og at det måske ganske enkelt er en grundlæggende del af vores kultur. Det har jeg bare aldrig overvejet, men min rejse fik mig i høj grad til at betænke, om jeg og andre danskere i virkeligheden kunne forbedre vores væremåde? Jeg ville i hvert fald ønske, at nye mennesker fik det indtryk af mig, som jeg fik af amerikanerne: åben, venlig, gæstfri, glad. Særligt når nu mange udlændinge møder danskere med en høj forventning om, at de er nogle af jordens lykkeligste, kunne det da være fedt, hvis de ikke blev fuldstændig skuffede.

Jeg kræver selvfølgelig ikke, at vi alle skal gå i spraglet tøj og synge ”Happy” med Pharrell Williams hele tiden. Selv starter jeg i det små med at sende folk på gaden et smil – og forhåbentligt uden at det betragtes som et tegn på psykopati. Jeg håber i hvert fald, at jeg kan opleves som et forholdsvist åbent menneske, selvom min yndlingsfarve egentlig er sort, og selvom jeg inderligt er kæmpe fan af det skandinaviske design.