Nyheder

Print

Model United Nations i Ikast

På Herning Gymnasium har vi et Model United Nations-hold eller i folkemunde MUN. Holdet består af elever med en særlig interesse for internationale forhold og en lyst til at debattere relevante internationale emner.

Torsdag til søndag i sidste uge, var 6 dygtige og engagerede MUN-elever til konference i Ikast. Mun-Konferencen var arrangeret af Ikast-Brande Gymnasium og Aarhus Gymnasium, Tilst. Til konferencen blev der debatteret emner som den syriske borgerkrig, menneskerettigheder for de palæstinensiske borgere, bæredygtig udvikling og kvinders rettigheder.

En MUN-konference imiterer rigtige FN-forhandlinger, hvor hver elev repræsenterer delegationer fra forskellige lande. Herning Gymnasium havde i år delegerede med fra Sverige, Rusland og Somalia. Samtlige forhandlinger til konferencen foregik på engelsk, og eleverne fik mulighed for at debattere med andre elever fra forskellige lande.

Eleverne kunne selvfølgeligt ikke ændre verdenssituationen på denne ene konference, forandring tager som sagt tid. Men to af Herning Gymnasiums elever vandt dog kategorien ”best dressed” på konferencen, og det er i hvert fald noget at komme hjem med. Tillykke til de to vindere!

Tekst og foto: Charlotte Blomberg Frølich