Nyheder

Print

Positiv og selvsikker attitude

Anne Kejser, 3.u, årgang 2001

Min gymnasietid husker jeg som en virkelig sjov og fjollet tid. Jeg kan huske minimalt fra timerne, men temmelig meget fra frikvartererne og festerne. For festet, DET blev der! Hver fredag efter sidste time bevægede vi os mod Crazy Daisy, hvor den ene kande øl efter den anden blev delt. Og så husker jeg tydeligt musicalerne. Det var virkelig i gymnasietiden, at min store interesse for musicals blev vakt, og det var også den vej, jeg valgte efter studentereksamen. Faktisk har jeg ikke rigtig nogen idé om, hvorfor jeg valgte matematisk linie. Det endte da også med i 3. g, at mit skema mere lignede sproglig linje efter mine frie valg af fag.

Efter gymnasiet søgte jeg ind på Det Danske Musicalakademi i Fredericia. Var igennem et par optagelsesprøver, og vupti, så var jeg optaget dernede. Der tog jeg min 3-årige uddannelse i musicalperformance, og så var det ellers af sted ud i den virkelige verden og prøve sine talenter af.

Efter de 3 år i Fredericia flyttede jeg til København, hvor jeg boede i 6 år. Så skete der det, at jeg fik tilbudt fast arbejde, ja, FAST ARBEJDE som radiovært på radiostationen ANR, som er placeret i Aalborg. Det er så første gang siden min uddannelse, at jeg har sådan rigtig fast arbejde, som ikke bare lige varer et par måneder eller tre. Så af sted med mig til Aalborg.

Igennem årene har jeg arbejdet rigtig mange steder. Forskellige teatre, revyer, Tivoliforestillinger og musicals. Derudover har jeg arbejdet på mange tv-produktioner både i Danmark og i udlandet. Det er rigtig hårdt og slidsomt arbejde, men det er også meget varierende, lærerigt og spændende. Jeg har været ansat på Nordjyske Medier som fast morgenvært på morgenprogrammet ”Anne og de herreløse hunde” på radiokanalen ANR. Et job, hvor jeg fik lov at være selvstændig, kreativ, nyskabende og nytænkende, samtidig med, at jeg havde et stort ansvar og oplevede så mange sjove og spændende ting. Det var et fantastisk arbejde!

Med en uddannelse kommer man sikkert ofte langt, men jeg har erfaret, at man med en positiv og selvsikker attitude og en stærk selvtillid (uden at man bliver selvfed) kommer endnu længere. Jeg har for mange år siden sendt Janteloven på pension. Jeg vil lige slutte af med et lille citat fra musicalen ”The Rocky Horror Picture Show”: Don’t dream it, be it.

Anne Kejser lægger i tiden navn og stemme til et nyt program på P1. Kejser er et program, der sætter fokus på det moderne liv, som 35-50-årige lever.