Nyheder

Print

Sug i maven

Tina Saaby Madsen

Jeg husker at komme kørende fra Herning til København, liggende på bagsædet i min fars BMW. Det var mørkt udenfor, og jeg syntes, vi havde kørt i evigheder. Jeg var ni år gammel og skulle med til køkkenmesse på Gammel Kongevej i København.

Jeg husker et skilt, hvor der stod ‘København 65 kilometer’ og jeg husker, at der var lys hele vejen ind til København fra det skilt. Jeg husker at være på Rådhuspladsen og tænke, at det her, det er godt nok et helt andet sted end det, jeg kender hjemmefra.

At høre hjemme
“Hjemmefra” var skiftende byer, forskellige i størrelser. Det var landsbyer som Barde og Vorgod. Det var provinsbyen Videbæk. Det var forstæderne Snejbjerg og Lind. Det var sommerhusbyen Søndervig. Og det var købstaden Herning. Det er alle byer, som jeg i perioder af mit liv har følt mig hjemme i, følt mig tryg ved og følt, at her hørte jeg til. Samtidig med denne følelse af tilhørsforhold har jeg som person været nysgerrig på nye steder og nye mennesker og altid elsket at iagttage livet lidt på afstand.

Min by
I dag er mit hjem i København, lige bag ved hovedbanegården. Jeg har boet på Vesterbro siden 1993 og kan stadig få et sug i maven, når jeg på cykel, med udslået hår, suser mod Rådhuspladsen og mærker denne store plads med alle dens mennesker, al snakken og al forskelligheden. Jeg tænker hver gang, at det er vildt, at det her er min by, at det er her, jeg er så privilegeret at bo og arbejde, hvor jeg både kan være hemmelig og hjemmelig.

Jeg arbejder som stadsarkitekt og skal i den forbindelse være med til at tænke over, hvad vores byer og bygninger skal gøre ved os som mennesker. Hvordan er det, vi skaber steder, hvor vi har muligheder for at leve nogle gode liv?

Jeg tror, at de erfaringer, jeg kan trække på fra de byer, jeg har boet og følt mig hjemme i, med alle deres forskelligheder er med til at give en erfaring, som jeg bruger hver dag. Det er vigtigt, at vi kan genkende os selv i forhold til naboer og til de små fællesskaber. Og det er vigtigt, at vi kan genkende os selv i forhold til nogle af de forskellige miljøer, der bør være i større skala i de byer, vi lever vores liv i.

Fællesskaber og tryghed
Gymnasietiden er den periode i mit liv, hvor jeg første gang blev klar over værdien af at have små fællesskaber og tryghed ved det kendte og på den anden side at være nysgerrig på den store verden og det ukendte. For mig betød det en levevej væk fra Herning. For andre er det valget at blive. Jeg tror, at vores byer – store som små – skal kunne rumme det ukendte og det hemmelige og have stor åbenhed for omverdenen og samtidig være gode til at skabe små fællesskaber, tryghed og menneskelig skala.