Nyheder

Print

Tidligt fri fra skole

Chloé Chartier

2m, årgang 2018/19

Kan du fortælle om dig selv?

Jeg hedder Chloé, jeg er lige blevet 18 år, og jeg kommer fra Frankrig. Jeg kommer fra en meget lille landsby, som absolut ingen nogensinde har hørt om! Det er virkelig ’in the middle of nowhere’! Byen ligger lidt nord for Toulouse og ikke så langt fra Bordeaux. Jeg lever sammen med min mor, far og tvillingesøster. Jeg gik på en skole, som lå langt fra min by og blev færdig med gymnasiet i Frankrig sidste år.

Hvorfor valgte du Danmark?

Jeg ville oprindeligt have været i Sydamerika, men jeg var for ung til, at det kunne lade sig gøre i forhold til min udvekslingsorganisation, AFS. Bagefter vaklede jeg mellem Italien og Danmark, men valgte til sidst Danmark. Jeg forestillede mig, at det ville være en langt større udfordring at lære dansk end italiensk. Og så tror jeg, at dansk kultur er meget mere anderledes for mig end italiensk kultur. Men ellers vidste jeg ikke så meget om Danmark, før jeg kom.

Hvad er dit indtryk af danskerne?

I kan godt være svære at komme ind på livet af. Især grupper af venner kan være svære at komme ind i. Jeg oplever, at mange gerne vil tale med mig, men de ved ikke helt hvordan. Det kan være svært at få venner, men når først man lærer folk at kende, så er I meget åbne og imødekommende. Så er det meget nemt at tale med jer om alting. Det kan nogle gange godt være svært at følge med i timerne på grund af sproget, men mine klassekammerater er virkeligt søde til at hjælpe mig.

Forskelle på Danmark og Frankrig?

I har virkeligt tidligt fri fra skole! Jeg er vant til skoledage, der varer helt til klokken seks om aftenen – flere gange om ugen. Det er ren luksus at få fri kvart over tre! I har et meget mere afslappet forhold til jeres lærere; i Frankrig ville vi ALDRIG bruge vores lærers fornavn, og vi ville altid sige ’de’ til dem! Og afstanden mellem voksne og teenagere er meget mere tydelig i Frankrig. Vi er mere formelle. Og så spiser i aftensmad meget tidligt!

Hvad savner du mest ved Frankrig?

Jeg kan godt savne min familie og mine venner. At være sammen med nogen, som man er tætte med.

Hvad laver du i din fritid?

Jeg ser danske film og er sammen med min værtsfamilie. Af og til mødes jeg med de andre udvekslingselever på Herning Gymnasium. Jeg spiller også fløjte; normalt spiller jeg kun klassisk musik, men jeg var med til skolens ’Art Happens’-aften, hvor jeg sammen med andre fra min klasse optrådte med et rytmisk nummer. Dét var virkelig cool!

Har du nogle gode råd til fremtidige udvekslingselever?

Vær ikke bange for at tale dansk! Bliv ved med at øve dig i dansk, og insistér på at tale dansk. Også selvom folk svarer dig på engelsk. Det er den bedste måde at møde nye venner på. Og lad dig ikke slå ud, selvom du nogle gange føler dig helt alene. Det er helt normalt. Og det ændrer sig.

Her kan du se Chloé optræde på Art Happens sammen med elever fra 2m.

2m fremfører Regndans af Danseorkesteret

En aften med lækkerierDer var mange gode oplevelser på Art Happens i går aftes. Her kan du bl.a. høre en af vores udvekslingsstuderende med en flippet tværfløjtesolo i fremførelsen af Regndans med elever fra 2m. Se mange flere videoer og billeder her: https://www.herning-gym.dk/nyheder/en-aften-med-laekkerier/

Slået op af Herning Gymnasium i Onsdag den 21. november 2018