Skolens historie

Print

Historien om Herning Gymnasium

Herning Gymnasiums historie er godt beskrevet i en række jubilæumsbøger. Desuden har skolen et historisk arkiv, der dels omfatter avisudklip og billeder (”scrap-bøgerne”), dels andet materiale, som er fundet bevaringsværdigt – især indsamlet i de senere år.

Det historiske arkiv modtager gerne materiale fra tidligere elever og ansatte. Hvis du er ved at rydde op og støder på gamle sager fra gymnasietiden, så overvej, om du ikke vil give tingene til gymnasiet. Har du noget, du vil aflevere, er du velkommen på kontoret hver dag i åbningstiden, eller du kan kontakte kontoret på tlf. 97221066 eller via mail post@herning-gym.dk for at træffe aftale om afleveringen.

Herning Gymnasium blev oprettet i 1923 som et kommunalt gymnasium. I praksis skete det ved, at gymnasiet blev en overbygning på den eksisterende mellem- og realskole, som bar navnet Herning Højere Almenskole. Den lange kamp med både lokalsamfundet og med Undervisningsministeriet om at skabe forståelse for, at der var behov for et gymnasium i Herning, er udførligt skildret i jubilæumsbogen 1948 (af C. L. Christensen) og i Herning-bogen 1998 (af Ove Pedersen).

Som rektor blev ansat lektor V.S. Lauritsen, Haderslev Katedralskole. Rektor Lauritsen og hans hustru lagde et stort og varmt engagement i at sikre det lille nye gymnasiums position i byen. Der blev virkelig knoklet af elever og lærere, for at ingen skulle sige, at studenter fra Herning ikke var på højde med de bedste i landet. Den opgave lykkedes til fulde.

I 1932 blev rektor Lauritsen – som belønning for pionergerningen i Vestjylland – udnævnt til rektor for Roskilde Katedralskole, og som ny rektor ansattes C. L. Christensen, der havde været lektor på gymnasiet fra 1923-1929, og som derfor kendte byen og skolen. Han fortsatte i Lauritsens spor. En særlig mærkesag for Christensen var idrætten, der blev fremmet via store stævner sammen med andre jyske gymnasier og via et tæt samarbejde med byens klubber. I 1940’erne kom en hel stribe fremragende idrætsfolk, både danske og internationale mestre, fra Herning.

Gymnasiets pladsforhold var fra begyndelsen trange og utilfredsstillende, idet forhåndenværende bygninger blev taget i brug med mindst mulige udgifter for kommunen. Da gymnasiet var vel etableret i byen, blev der med rektor som primus motor arbejdet ihærdigt med planer om en ny gymnasiebygning, men af flere årsager, især Anden Verdenskrig og vareknapheden lige efter krigen, gik der næsten 30 år, før et moderne og tidssvarende gymnasium kunne indvies i Nørregade i 1952. Til gengæld var det et smukt og gennemtænkt kvalitetsbyggeri, der vakte beundring over hele landet.

Tegning af bygning i Nørregade

Imidlertid betød det stadigt stigende elevtal, at Erik Dreyer Jørgensen, der tiltrådte som rektor i 1959, hurtigt måtte overveje løsninger på pladsproblemer. Resultatet blev gymnasiet på H. P. Hansens Vej, som kommunen byggede samtidig med Sønderagerskolen (to stort set ens skoler; man opnåede vel mængderabat). Det var et moderne og funktionelt fagklassegymnasium, der blev taget i brug i 1972. Denne gymnasiebygning blev væsentligt, men ikke tilstrækkeligt udvidet og ombygget af Ringkjøbing Amt i årene 2005-2007. En stor udvidelse og modernisering fandt sted i årene 2013-14, nu med skolen selv som bygherre. I dag – i 2015 – har undervisningen, eleverne og de ansatte fået optimale ydre rammer at arbejde i.

Fra 1923 til 1972 var Herning Gymnasium et kommunalt gymnasium. Samarbejdet med kommunen var næsten altid godt og konstruktivt. Et af de få eksempler på, at byrådet ikke godkendte rektors indstillinger var, da gymnasiet søgte om nogle få ekstra timer til fortsættelse af lektor K.F. Plesners offentlige litteraturgennemgange efter skoletid. Han var for moderne og introducerede blandt andet Boccaccios Dekameron for de rystede borgere. Det ville byrådet alligevel ikke ofre penge på.

Fra 1972 var de fleste almene gymnasier underlagt amterne. Herning Gymnasium hørte således under Ringkjøbing Amt. Ved amtets nedlæggelse med udgangen af 2006 blev gymnasierne statsligt selvejende institutioner. Det gav store nye udfordringer, men også – og især – store muligheder. Herning Gymnasium har en meget professionelt arbejdende bestyrelse, der på fremragende måde har støttet skolens daglige virke og udvikling.

Der er udgivet en del skrifter om Herning Gymnasium. De nævnes nedenfor i kronologisk rækkefølge og med angivelse af deres tilgængelighed.

Herning Gymnasium 1923 – 1948
Udgivet i Anledning af Gymnasiets 25 Aars Jubilæm 14. august 1948.

Herning Gymnasium 1923–1973
Udgivet i anledning af Gymnasiets 50 års jubilæum.

Bogen kan rekvireres gratis ved henvendelse til skolens kontor.

Herning Gymnasium 60 år
Udgivet i anledning af gymnasiets 60 års fødselsdag i 1983. Bogen behandler elevforeningen ÆB og skolebladene.

Erik Merrild: Strejflys over Herning Gymnasiums barndom
Herning Gymnasium – 70 år – 1993. Erindringer af pensioneret studielektor Erik Merrild, der var student fra gymnasiet i 1929 og ansat fra 1941 til 1971. Redigeret og tilrettelagt af Erik Bøegh.

Herning-bogen 1998. Gymnasiet i byen. 75 år med Herning Gymnasium
Udgivet af Historisk Forening for Herning Kommune.

Gymnasiet sælger stadig eksemplarer af denne indholdsrige udgivelse. Bogen koster 50 kr., der ubeskåret går til Elevstøtteforeningen. Bestilles ved henvendelse til kontoret.

Frede Jensen: Årene i Nørregade (1951-72) – et bidrag til Herning Gymnasiums historie af lektor Frede Jensen
Hæfte udgivet ved dimissionen i 2002. Redigeret af Erik Bøegh.

90 år. Gymnasiet og verden
Et alternativt jubilæumsskrift i form af en avis, der blev udsendt som tillæg til Herning Folkeblad 14. august 2013. Avisen, der er redigeret af Erik Bøegh, indeholder 90 livshistorier fra tidligere elever, lige fra en student af årgang 1953 til de seneste år. Alle mulige typer elever – både de flittige og de dovne! – giver interessante historier om, hvad en studentereksamen kan føre til, enten ad den lige vej eller ad kringlede omveje.

Avisen kan rekvireres gratis ved henvendelse til skolens kontor

Dannelsens kunst
Udgivet som ”jubilæumsbog” ved 90-årsfødselsdagen i 2013. Bogen, der er redigeret af Erik Bøegh, rummer en stor afhandling af lektor Hans Jørgen Thomsen om dannelsesbegrebet, sådan som skolens rektorer har formuleret og formidlet det gennem årene, specielt i dimissionstalerne, og en omfattende gennemgang ved kunsthistorikeren Anette Overgaard Nielsen af en stor del af den kunst, som smykker skolens vægge. Alle de omtalte værker er gengivet i farver i bogen.

Bogen kan købes ved henvendelse til skolens kontor. Den koster 185 kr. frit tilsendt. Den kan også afhentes på kontoret for 150 kr. Indtægterne fra salget af bogen går ubeskåret til Elevstøtteforeningen.

dannelsens-kunst2

Det historiske arkiv

Arkivet passes af tidligere vicerektor Erik Bøegh med assistance fra tidligere gymnasiesekretær Ruth Ødgaard.

Arkivet omfatter primært en stor udklipssamling (”scrapbøgerne”). Desuden en del andet skriftligt og billedmæssigt materiale til belysning af aktiviteterne på skolen.

Den administrative del af gymnasiets arkiv, der fx omfatter eksamensprotokoller og elevoplysninger, hører under skolens kontor. Henvendelser vedrørende kontorarkivet rettes til sekretariatsleder Tina Randorf (e-mail: tra@herning-gym.dk).

Arkivet modtager gerne henvendelser fra alle, fx tidligere elever, der er interesserede i skolens historie, enten generelt eller i særlige sammenhænge. Spørgsmål besvares, hvis vi kan! Vi modtager også meget gerne materialer til samlingen.

Hvis du sender en mail til Erik Bøegh på denne adresse eb@herning-gym.dk, får du hurtigt svar tilbage.

Fotoarkivet

Siden 1991 har lektor Steen Noer Madsen været gymnasiets fotograf og fotoarkivar. Fotoarkivet omfatter mange tusinde billeder – i papirform indtil 2007 og derefter i digital form.

Billederne, der er taget af Steen Noer Madsen og en række andre fotograferende kolleger, dokumenterer skolens liv i hverdag og fest. Der er billeder fra undervisningen, fra fællesområder, fra fester, fra ombygninger og meget mere.

Hvis du søger billeder (kun digitale!) fra en bestemt begivenhed/årgang, kan du sende en mail til Steen Noer Madsen på sm@herning-gym.dk, så vil han gerne sende dig, hvad fotoarkivet måtte have.